Forsiden

Velkommen til min ydmyge afkrog af det verdensomspændende internet. Her har jeg valgt at samle en smule information, der giver et lille indblik i, hvem jeg er og hvad jeg går og roder med.

Hjemmesiden indeholder vigtige informationer, så som mit nogenlunde opdaterede CV samt min ønskeseddel.

Thomas Ledet

Jeg er 37 år gammel, 193 cm høj, vejer cirka 85 kg, bruger størrelse 45/46 i sko, har mørkeblond hår og blå øjne. Jeg bor i Dronninglund sammen med min frue Karin, vores tre børn og vores hund.

Arbejde

Til daglig bruger jeg en ganske stor del af min vågne tid på at arbejde som DevOps Manager hos BAE Systems Applied Intelligence (tidligere ETI). Kort fortalt betyder det, at jeg er leder for en afdeling af DevOps Engineers og softwareudviklere, samt fungerer som det primære bindeled mellem forretningen og driftsholdene i IT-afdelingen.

Desuden er jeg øverste ansvarlig for al dansk-baseret, non-klassificeret IT-infrastruktur, herunder udviklingsinfrastrukturen, produktejer og projektleder for interne applikationer, samt arkitekt og rådgiver på adskillige andre områder, primært indenfor softwareudvikling og infrastruktur. Herudover har jeg optrådt med guldkorn vedrørende infrastruktur ved adskillige konferencer i ind- og udland, både i stande og som taler.

Ved siden af rådgiver jeg virksomheder i IT-infrastruktur og IT-relateret kommunikation.

Uddannelse

Jeg er uddannet datalog (cand.scient.dat) fra Aalborg Universitet i 2005 og har skrevet speciale i beslutningsstøttesystemer, nærmere bestemt hierarkiske influensdiagrammer - en matematisk model for hurtige beslutninger baseret på sandsynligheder og forventet nytteværdi/brugbarhed af beslutninger. Mit bachelorprojekt bestod af et sprog til oversættelse fra XML til relationelle databaser.

Desuden er jeg certificeret i PRINCE2 Foundation (projektledelse), ITIL Foundation (IT Service Management), samt Scrum Master (simpelt, men effektivt agilt ledelsesværktøj).

Fritid

Min alt for sparsomme fritid bruger jeg sammen med familie og venner. Eventuelle bittesmå rester bruger jeg på at spille elektrisk forstærket basguitar i forskellige bandsammenhænge (Lazy, Sidetrack), nørde lyd-/musik-/videoproduktion i mit lille hjemmestudie, fotografere/optage video, se en god film, stå på ski, arbejde på/i huset/haven eller drikke mørk rom.