"Vi elsker vort land, når den signede jul tænder stjernen i træet med glans i hvert øje, når om våren hver fugl over mark, under strand lader stemmen til hilsende triller sig bøje: vi synger din lov over vej, over gade, vi kranser dit navn, når vor høst er i lade; men den skønneste krans blir dog din, Sante Hans! den er bundet af sommerens hjerter så varme, så glade".

Der står ikke så meget om hekse i sangen. Men heksen blev brændt. Som hun jo altid gør. Og det var ikke Chili Turell, selvom hendes 30 minutter lange båltale sikkert gav en del af de frysende tilskuere, der havde været rigeligt optimistiske med påklædningen gode idéer. Og det var egentlig synd, for selv om hun blev ved i hvad der føltes som en uendelighed og fik læst det meste af Holger Drachmanns Midsommervise højt, inden folk fik en chance for selv at synge skidtet, så var talen som sådan udmærket. I hvert fald de første ti minutter af den - hvorefter de fleste folk mistede koncentrationen. Gab. Og nu har alle alligevel glemt, hvad den handlede om.

Men hun blev færdig med sin tale. Og endelig blev der stukket ild på bålet. Så alt endte lykkeligt. På nær for heksen altså.