I kraft af, at jeg bor i Dronninglund og arbejder i Nørresundby befinder jeg mig regelmæssigt på motorvej E45 og benytter mig af til-/frakørsel 16 og 20. Dette er der for så vidt intet interessant i.

Det interessante består i, hvor lidt en del af mine medtrafikanter tilsyneladende er bekendte med færdselsloven, herunder kender reglerne vedrørende motorvejskørsel og, i særdeleshed, reglerne omkring, hvordan kan kører ind på motorvejen. Det vil sige, at jeg håber, at de ikke kender reglerne, da der jo ellers er tale om dovenskab, dumhed eller direkte ondskab, der i værste fald kan udsætte dem selv og andre for stor fare. Reglerne er der netop for at mindske denne fare - ikke for at genere nogen. Skulle man være uenig i dette, bør man alligevel følge reglerne, medmindre man har et ønske om at punge ud. Ligeledes skal man bemærke, at langt de fleste mennesker faktisk som regel kører ganske fornuftigt.

Men for den lille del, der pure nægter at spille efter reglerne, er paragraf 18, stykke tre til fem og paragraf 32, stykke to tilsyneladende nogle ganske populære regler at ignorere. Lad os starte fra en ende af:

§18, stk. 3:
Kørende i tilkørselsbane (accelerationsbane) skal tilpasse sin hastighed til færdslen i den vognbane, som skal benyttes under den fortsatte kørsel, og forlade tilkørselsbanen, når det kan ske uden fare eller unødig ulempe. Kørende i den vognbane, som færdslen i tilkørselsbanen skal køre ud i, skal, om nødvendigt ved at nedsætte hastigheden, lette udkørslen fra tilkørselsbanen.

Det betyder med andre ord, at man, når man benytter sig af accelerationsbanen, skal sørge for at opnå den hastighed, der køres med på pågældende motervejsstrækning. Så folk, der forsøger at spare brændstof ved langsomt at forøge deres hastighed for dernæst at køre ind på motorvejen med 60-70 km/t skal lige huske at tage højde for risikoen for at betale 500kr i deres udregninger, samt overveje risikoen for at få en uopmærksom motorvejsbillist i nakken.

§18 stk. 4:
Hvor antallet af vognbaner, der er forbeholdt færdslen i samme retning, formindskes, skal de kørende under gensidig hensyntagen tilpasse deres kørsel efter de ændrede forhold, herunder ved eventuelt at ændre hastigheden. Det samme gælder ved sammenløb af to kørebaner.

SammenfletningTilsammen betyder stk. 3 og 4, at folk der befinder sig på motorvejen skal gøre plads til dem, der er på vej ind på motorvejen, da de på et tidspunkt eller løber tør for tilkørsel og vil være tvunget til at trække ud. Ønsker man ikke at sænke hastigheden kan man med fordel trække ud fra inderste spor, da man sandsynligvis alligevel skal overhale dem, der kører ind på motorvejen. Ydermere er det værd at bemærke, at der for enden af tilkørselsbanen ofte befinder sig et "regler for sammenfletning"-skilt.

Sammenfletning betyder, at to spor bliver til eet. Med andre ord er der ikke om, at dem, der befinder sig på motorvejen på nogen måde har ret til at blokere for billister fra tilkørslen.

§32 stk. 2:
Kørende skal give tegn før igangsætning fra kanten af vejen og før vending og svingning. Kørende skal endvidere give tegn før vognbaneskift eller anden ikke ubetydelig ændring af køretøjets placering til siden på motorvej. Ved vognbaneskift eller anden ikke ubetydelig ændring af køretøjets placering til siden på anden vej end motorvej skal kørende give tegn, når det er påkrævet til vejledning for den øvrige færdsel. Tegnet skal gives ved hjælp af blinklys, hvor anbringelse heraf på køretøjet er påbudt eller tilladt, og i øvrigt ved, at en arm rækkes vandret ud til siden.

Ovenstående giver nogenlunde sig selv, bortset fra, at Politiet har valgt også at tolke ovenstående, så det også dækker over til-/frakørsel ved motorvej - dette selvom regler for sammen- og udfletning gælder pågældende steder. Du kan med andre ord regne med at få en bøde, hvis du undlader at blinke. Ligeledes skal du regne med at få fejl på teoriprøven, samt dumpe den praktiske køreprøve, hvis du undlader at blinke, når du kører af og på motorvejen. Med andre ord bør du blinke, hvis du er i tvivl.

Skulle du endvidere være i besiddelse af et køretøj, der selv ved kraftig anstrengelse ikke formår at opnå en hastighed på over 70 km/t på accellerationsbanens længde, da giver det blot endnu mere mening at advare de andre trafikanter om, at man kører ud foran dem.

Kan du så forstå det, Marianne!

I onsdags var jeg i biografen og se Transformers - en film, der faktisk viste sig at være væsentligt bedre, end jeg havde regnet med.

Transformers

Borgerkrigen mellem de onde Decepticons og de gode Autobots har resulteret i, at deres planet Cybertron er blevet destrueret og en del af planeten er faret gennem Universet for til sidst at styrte ned på planeten Jorden.

Denne vigtige del af Cybertron kaldes Urgnisten og Decepticons vil bruge Urgnistens energi til at lave alle Jordens maskiner til robotter, der skal indgå i Decepticons hær, som skal erobre herredømmet over hele Universet.

Plottet er simpelt og er blot endnu en manifestation af den sædvanlige kamp mellem de gode og de onde. Derudover har der sneget sig et lille kærlighedstema ind mellem hovedpersonerne Sam Witwicky og Mikaela Banes (der spilles af en ganske pæn pige, der hedder Megan Fox). Med et sådant plot skulle man umiddelbart tro, at filmen var ringe - grænsende til det elendige.

Men overraskende nok er dette ikke tilfældet. Den ældgamle opskrift med action, robotter og eksplosioner formår faktisk at redde plottet og pakke det ind i en film som er ganske glimrende. Naturligvis hjælper det, hvis man har været udsat for Transformers tegnefilmen/-serien som barn, men det er ikke et krav. Den kan ses af alle.

Jeg har dog et par enkelte ankepunkter:
  1. Decepticons er lidt for organiske og minder mest af alt om middelalderlige torturinstrumenter.
  2. Starscream lyder ikke som Axl Rose.
  3. Den oprindelige Transformers temasang er ikke med i filmen.
  4. Der er ingen nøgne bryster.

Autobots ser overordnet set rimeligt cool ud, og man har tydeligvis forsøgt at medtage træk fra deres oprindelige udsende i filmen fra 1986 og fra tegneserien. Optimus Prime har eksempelvist bevaret sin karakteriske brystkasse fra lastvognsførerhuset - dog med tilføjelse af nogle halvfesne blå flammer hen ad siden. Helt anderledes er det for Decepticons, hvor Megatron eksempelvist slet ikke ligner sig selv - han er i stedet blevet et sammensurium af grålige metalstumper og ståltråd.

I den oprindelige tegneserie og i originalfilmen har Starscream en stemme, der giver hans navn mening, og får ham til at lyde lige så irriterende som han er. I den nye film har han fået en dyb og mørk monsterstemme og det er faktisk lidt synd. På plussiden skal dog nævnes at stemmen bag Optimus Prime er ingen andre end Peter Cullen, der er den oprindelige stemme.

På helt ugribelig vis har man valgt at udelade at lave en fed og tidsvarende version af den oprindelige Transformers temasang af firsermetalbandet LION. Givet er temasangen meget præget af at være blevet til i 1980'erne, og remser derudover nogenlunde handlingen i tegnefilmen op, med henvisninger til Unicron og andet godt. Men man skulle tro, at det var muligt at lave noget nyt med en moderat indsats. Og jo, det er var det sørme også - på filmens soundtrack har man faktisk inkluderet en nylavet version af det oprindelige tema, men hvis det var det, man havde at arbejde med, så forstår jeg godt, hvorfor man har valgt at udelade det fra filmen. Indsatsen har i hvert fald været lidt for moderat efter min smag. Skulle det endelig have været, så har Black Lab lavet en mere hæderlig coverversion.

Megan Fox er en ganske pæn pige - det er det sandsynligvis ikke mange, der vil argumentere imod. Og hun får tillige fremvist sin nydelige krop på ganske fordelagtig måde i en scene, hvor hun står og roder nede i motorrummet på en gammel Camero. Jeg tvivler på, at der ville være nogen, der havde noget imod, at hun havde smidt lidt af sit tøj i løbet af filmen.

Men selv når man regner disse negative sider med, så er det helt sikkert en film, man bør se og sandsynligvis erhverve sig på DVD, når den tid kommer.

Så er der ferie. I hele tre uger. Og hvilket fantastisk ferievejr - man slipper helt og holdent for at finde på dårlige undskyldninger for at bevæge sig udenfor. Herligt!

Feldborg og Cramer grillerMen udover ferien, så har den sidste måneds tid står på lidt af hvert. Først var der grillfesten, hvor vi havde 13 modige mennesker havde bevæget sig til Dronninglund fra næsten alle ender og kanter af landet, for at grille i et helt fantastisk dansk sommervejr, der vist kun er blevet overgået af det ferievejr, vi har lige nu. Det er godt, at en moderne grill kommer med låg, så kullene ikke får vand så let.

Weekenden efter stod også i vandmassernes tegn - her regnede det dog ikke. Solen skinnede faktisk det meste af dagen, hvilket jo var en oplagt mulighed for at mase sig ned i en våddragt, smide et par trykflasker på ryggen og hoppe i fjorden ved Rønbjerg. Det endte faktisk med at jeg fik tilbragt det meste af dagen på fjordens bund og det lykkedes mig endda at fange en hummer, der dog var et godt stykke under minimumfangstmål, så den fik lov at slippe med skrækken. Ikke desto mindre fik jeg da ved selvsyn konstateret, at der ikke er helt dødt i alle de danske fjorde.

BCD

Så er der igen gået en rum tid siden sidste indlæg. Faktisk to måneder omtrendt. Jeg må snart have mig taget sammen til at få lavet nogle lidt kortere indlæg, der kræver knap så langt et tilløb. Måske jeg også skulle se at få lavet et lidt mere brugbart indlægsskrivningssystem end bare at dumpe data direkte ind i databasen. Det virker, men det fremmer jo ikke ligefrem kreativiteten.

Noget der dog er godt for kreativiteten er en ekstra fridag, og dem er der jo heldigvis en del af - spredt på må og få - her i forsommeren.

Zulu GolfMen noget af det mere interessante, der er sket inden for den sidste tid må være, at jeg valgte at sætte liv og lemmer på spil og sætte min lid til en af mine kollegers pilotfærdigheder. Henrik (som min kollega hedder) har nemlig svæveflyvercertifikat, hvilket betyder, at han fræser rundt oppe på himlen med jævne mellemrum. Og lige tilfældigvis fik jeg overtalt ham til, at jeg da hellere måtte smutte med på en af hans ture. det blev en tur på en lille time og som man måske kan udlede ud fra dette indlæg, så overlevede jeg. Det var en rigtig sjov tur og jeg vil da bestemt anbefale alle, der kender nogen med et svæveflyvercertifikat om at nasse sig på en tur. Tak for det, Henrik.

Derudover er der også ved at komme gang i haven. Det betyder, at man kan vælge at udfordre sig selv mentalt ved at slå græs, fjerne ukrudt, oliere mahognirammer på vinduerne, fjerne hvepseboer og andre drastiske foranstaltninger, der hører sig til, når man har valgt at anskaffe sig en have. Den mentale udfordring består i mit tilfælde i at slå hovedet fra og koble af. Og det er faktisk ikke så slemt. Nu mangler vi bare lige at anskaffe os nogle ordentlige havemøbler, så vi også kan sidde udenfor og nyde resultatet af havearbejdet.

Så skete det endelig. Kommunen har lukket og ryddet. De værste gadekampe er ved at ebbe ud. Der bliver længere og længere mellem de ildspåsatte biler. Og de trofaste ildsjæle har efterhånden opgivet kasteriet med brosten og barrikaderne på vejene. Desværre.

Brændende bil

Det er trist, at der ikke er mere kampgejst i de, der er efterladte efter rydningen af denne institution, der mange weekender, og ind i mellem endda hverdagsaftener, har fungeret som et værested og et hjem-nummer-to for rigtig mange mennesker i området. Og deres trailere. Og deres stationcars.

Faktisk synes jeg slet ikke, at jeg har bemærket hverken optøjer, barrikader, brostenskast eller brændende biler. Lidt skuffende, når man tænker på, hvor mange brugere, der har været af denne fantastiske institution, og hvor meget den har betydet for miljøet.

1986 - 2007
Tak for alt.

Farvel, Dronninglund Miljøstation, Kirkevej 9A, 9330 Dronninglund. Du vil blive savnet.