Det nye album fra Kashmir kom på gaden i dag. Naturligvis var jeg nødt til at investere i skidtet.

Det vil være synd at sige, at pladen er fyldt til randen med lettilgængelige pophits. Musikken følger ikke standardskabelonerne for radiohits, og der skal nok en del gennemlytninger til, før albummet har sat sig solidt. Dette er dog ikke nødvendigvis nogen dårlig ting.

Det nærmeste pladen kommer på et radiohit er sandsynligvis The Curse of Being a Girl, der også allerede har været spillet på højtryk i radioen de sidste par uger. Det skulle dog undre mig, om ikke også et par af de andre sange fænger på et tidspunkt.

Selvom pladen på mange måder føles som en naturlig fortsættelse af Zitilites, så adskiller stilen sig alligevel meget fra de tidligere kashmiralbums. Det samme kan dog siges om alle deres andre plader. Forandring fryder - som man siger - og den nye, hudløse stil klæder da også Kashmir ganske udmærket.

Det eneste, der som sådan ærgrer en lidt er, at Kashmir/Columbia/Sony BMG har valgt at klemme lidt ekstra på det faste kashmirklientel ved at udgive den skrabede version i dag - og så vente 14 dage med at udgive en "limited edition". Dette må formodes at være et forsøg på at hive tegnedrengen op af lommen på de mange fans to gange. Nu får vi se.

Under alle omstændigheder kan pladen betegnes som anbefalelsesværdig. Der skal nok være mange gode musiklytningstimer gemt i den.