Så er der ferie. I hele tre uger. Og hvilket fantastisk ferievejr - man slipper helt og holdent for at finde på dårlige undskyldninger for at bevæge sig udenfor. Herligt!
Men udover ferien, så har den sidste måneds tid står på lidt af hvert. Først var der grillfesten, hvor vi havde 13 modige mennesker havde bevæget sig til Dronninglund fra næsten alle ender og kanter af landet, for at grille i et helt fantastisk dansk sommervejr, der vist kun er blevet overgået af det ferievejr, vi har lige nu. Det er godt, at en moderne grill kommer med låg, så kullene ikke får vand så let.
Weekenden efter stod også i vandmassernes tegn - her regnede det dog ikke. Solen skinnede faktisk det meste af dagen, hvilket jo var en oplagt mulighed for at mase sig ned i en våddragt, smide et par trykflasker på ryggen og hoppe i fjorden ved Rønbjerg. Det endte faktisk med at jeg fik tilbragt det meste af dagen på fjordens bund og det lykkedes mig endda at fange en hummer, der dog var et godt stykke under minimumfangstmål, så den fik lov at slippe med skrækken. Ikke desto mindre fik jeg da ved selvsyn konstateret, at der ikke er helt dødt i alle de danske fjorde.








